Det grusomme udefra

Af Caspar Vang

En introduktion til Quatermass-serien

Sci-fi-genren havde siden sin fødsel spillet pingpong med gyset, men især 50ernes amerikanske science fiction-film var præget af horror-ikonografien. Tidens kommunistforskrækkelse og frygt for den sovjetiske invasionshær blev tydeligt afspejlet i de charmerende armadaer af kæmpemyrer og -edderkopper, gigantiske slimklatter og opfindsomme tentakelmonstre, der bevægede sig over biograflærrederne. På den europæiske side af Atlanten, i Storbritannien, så en række usædvanligt dystre, alvorlige og intelligente sci-fi-film dagens lys, Quatermass-serien, der blev til fire tv-serier – alle uafhængige af hinanden – og tre spillefilm. Serien satte et bestandigt fingeraftryk på både horror- og science fiction-genren og markerede det berømte Hammer-studies første rigtige livtag med horrorgenren.

Science fiction genren genfødt

Fra filmens fødsel har science fiction-genrens store værker været præget af “what if …”- og “things to come”-fortællinger, der ofte blev betragtet som barnlige fantasier eller underlødig eskapisme. Den mere “adventure”-prægede del af genren, med gale videnskabsmænd a la Metropolis’ Rotwang, pulpede “cliff hanger”-serier og karikerede rumeventyr med Jens Lyn-helte i spandex, op gennem første halvdel af sidste århundrede, gav heller ikke just genren en aura af alvor og seriøsitet. Alvoren skulle dog komme fra noget uventede sider: dokurealismen, samt horrorgenren, der i 50erne gav genren den fornødne saltvandsindsprøjtning, der stadig mærkes i dag.

Den stigende interesse for sci-fi-litteratur og -film i 50erne resulterede i en regulær eksplosion af space operas og b-film. Inspireret af genrens succes i USA forsøgte BBC sig på tv-fronten med tv-serien The Quatermass Experiment, der blandede horror og science fiction. Tv-udsendelserne blev en gigantisk succes og affødte en filmatisering fra det britiske selskab Hammer Studios. Seriens (og senere filmenes) popularitet satte dagsordnen for sci-fi-horror og blev startskuddet til en af horror- og sci-fi-genrens ubestrideligt bedste film- og tv-serier, samt en milepæl for britisk tv-drama.

Skal man groft kategorisere 50ernes science fiction-film, var dokureal isme, drive-in-schlock og gothic sci-fi hovedstrømningerne der dominerede perioden. Dokurealismens store sci-fi-produktioner, med rumskibe, rumvandringer, rumstationer og lignende, som de George Pal-producerede Destination Moon (1950), Conquest of Space (1954), koncentrerede sig om realistiske bud på livet i rummet, mens den hær af lowbudget drive-in-schlock, som oversvømmede biograferne, primært kom fra mindre produktions- selskaber som AIP (American International Pictures) og AAP (American Allied Pictures). Samuel Z. Arkoff og James H. Nicholson fra AIP havde f.eks. sjældent kunstneriske ambitioner eller intentioner om at forny genren; filmenes raison d’étre var at tjene så mange penge som muligt og helst på kortest tid. Deres sci-fi-film var ofte modelleret efter monster- og invasionsgenrens tidlige succeser – The Thing (1951), War of the Worlds (1953), Invaders from Mars (1953) og Them! (1954) – der alle var perfekte spejlbilleder af den i tiden herskende kommunistforskrækkelse og atomkrigsangst.

Men publikum fik også mere end monster- og mutationsspækkede underholdningsfilm at hænge deres angst op på. En lille håndfuld film, anført af Robert Wises sci-fi-milepæl The Day the Earth Stood Still (1951) og Jack Arnolds It Came from Outer Space (1953), gik i opposition og nedtonede fremmedangsten. Et nuanceret verdenssyn, der skulle blive kendetegnende for den britiske Quatermass-serie, hvis første tv-serie The Quatermass Experiment også formåede at væve horrorgenrens traditionelle tragedie og monster ind i science fiction-rammer.

The Quatermass Experiment

Det er interessant, at de amerikanske sci-fi-film også blev mere introverte og, i stedet for at koncentrere sig om en “ydre” fjende, vendte blikket mod den menneskelige identitet og ideologiske forvandlinger. Forsøget var allerede gjort med tidlige film som Invaders from Mars (1953), og resulterede i genrens måske mest berømte film fra perioden, Invasion of the Body Snatchers (1956), en filmatisering af Jack Finneys roman, hvori beboerne i en mindre amerikansk by “kopieres” af fjendtligsindede frøbælge fra det ydre rum. Sjovt nok var Finneys bog selv en glimrende variation over Robert A. Heinleins ligeledes fremragende, men langt mere pulpede og sci-fi-agtige The Puppet Masters fra 1951. Universal og RKO-studiernes klassiske monsterfilm fra 30erne og 40erne havde ofte benyttet individet som afsæt for gyset, og fortalte med individet i centrum en række klassiske gyserfabler om tragiske skæbner: The Mummy, Dracula, Frankenstein, Ulvemanden osv. Det var unægteligt også lettere at identificere sig med Frankenstein-monsterets, kattekvinden Irenas, den ulykkeligt forelskede mumies eller ulvemanden Larrys lidelser end med en flok velourklædte marsmænd bevæbnet med ikke-jordiske muskedonnere. Fokus på forvandlingen/splittelsen i samtidens politiske miljø og afsættet i det tragiske gys skulle blive centralt for både tv-serien (1953) og filmversionen (1955) af The Quatermass Experiment, og derfor kan manuskriptet siges at have bibeholdt den høje underholdnings- og indlevelsesværdi fra Universals monsterfilm, samtidig med at det sætter fokus på samtidige problerner: videnskabeligt-etiske spørgsmål, det gryende rumkapløb og politisk fløjdannelse.

Chefen for BBCs dramaafdeling brugte et helt års budget for indkøb af nye manuskripter – 250 pund – på at hyre een forfatter, Nigel Kneale, der til gengæld leverede et skelsættende mix af horror, thriller, film noir og science fiction: The Quatermass Experiment. Handlingen udspiller sig omkring følgerne af den første bemandede rumflyvning. Jordpersonalet har mistet radiokontakten med den tre mand store besætning efter at rumraketten har været et par hundrede tusinde kilometer ude af kurs. Raketten nødlander på jorden, men den eneste overlevende blandt besætningen, astronauten Victor Carroon, er inficeret med en ukendt organisme, der får staklen til at absorbere andre livsformer. Organismen udvikler sig til en gigantisk grøntsag, som via plantesporer vil være i stand til at reproducere sig selv i det uendelige. Begivenhederne eskalerer da Carroons kone og en privatdetektiv i hemmelighed hjælper astronauten ud fra Quatermass’ (lederen af rumfærden) laboratorium for at få ham indlagt på et hospital. Inden det når så vidt, går Carroon amok, og væsnet omringes i Westminster Abbey af politi og militæret. Lederen af rumekspeditionen, Professor Bernard Quatermass (et navn som Kneale valgte “tilfældigt” i en telefonbog), når dog at appellere til de sidste rester af menneskelighed i væsnet, som dør netop som det skal til at spore.

Tv-serien er desværre gået tabt – afsnittene blev på det tidspunkt sendt direkte og derfor er kun to ud af seks bevaret for eftertiden – så det er svært at udtale sig om dens kvaliteter (ifølge David Millers og Mark Gatiss’ bog They Came from Outer Space! lægger Hammers spillefilmsversion sig meget tæt op af originalen), men det er dog sikkert at det har krævet nerver af stål og grænseløs opfindsomhed at fa så ambitiøst et horror-eventyr ud til seerne. Og så direkte! Special effects var på det tidspunkt stort set ukendt i tv-sammenhæng, og det 3500-pund- store budget gav ikke meget plads til sådanne udfoldelser. Effekterne skulle oven i købet kreeres direkte under tv-transmissionen, foran kameraet. Kneale selv spillede i øvrigt monsteret i finalen; en handske, påklistret lidt bønnespirer, som han bevægede gennem et hul klippet i et forstørret stillfoto af kirken. Serien blev den første af sin art – effektfyldt tv-science fiction henvendt til et voksenpublikum – og med et stærkt manuskript og et solidt cast, og på trods af tekniske begrænsninger, lykkedes det, at fange publikums interesse fra første afsnit. Hvilket naturligvis betød at en opfølger var uundgåelig. Hammer Films, der indtil videre kun havde snuset til sci-fi genren med to film (de ikke videre populære Spaceways (1952) og The Four-Sided Triangle (1952)), men havde masser af erfaring med at filmatisere tv-serier, sprang til og købte rettighederne til en spillefilmsversion af Kneales manuskript.

En smagsprøve på tegneserieudgaven af *Quatermass II* fra nr. 2 3 af det klassiske Hammer fanzine Hammer 's Halls of Horror (som indtil nr. 18 hed House of Hammer)

Hammer Films fik med filmatiseringen af The Quatermass Experiment (indspillet i november/december 1954 og med verdenspremiere i London d. 26 august 1955) virkelig øjnene op for gysets potentiale (biografplakaten kaldte filmen Xperiment for at understrege det hårdkogte og X-ratede indhold). Filmen satte straks box-office-rekorder, både i UK og senere i USA under titlen The Creeping Unknown, og over de næste par måneder blev en række omkostningsrige produktioner droppet til fordel for horror-relaterede film. Allerede i 1956 kom X the Unknown, hvor militæret og videnskabsmænd kæmpede side om side mod en radioaktiv slimklat fra jordens dyb, og ligeledes samme år den første Quatermass-sequel, Quatermass II.

Fra 1957 tog Hammer rigtig hul på gyset med en række vellykkede klassiker-“remakes” med bl.a. Curse of Frankenstein (1957), Dracula (1958) og The Mummy (1958), men det var Nigel Kneales og Val Guests The Quatermass Experiment, der startede det hele. Og hvilken start! Hvad tv-versionen må have manglet på den visuelle side, besidder Hammers version i overflod: imponerende setups, fyldige effekter med et imponerende nedstyrtet rumskib, masser af high-tech-parafernalier – som de kun kunne lave dem i 50erne – halvt opløste lig og en grum transformation af astronauten Carroon - takket være Phil Leakeys vellykkede make-up og Les Bowies monstereffekter. Carroon spilles blændende godt af Richard Wordsworth, der i sit lidende portræt af astronauten, som langsomt forvandler sig til en grøntsag, giver baghjul til Karloffs præstation som Frankensteins monster i Frankenstein (1931), en rolle som Carroon-karakteren er et påfaldende tydeligt ekko af. Det er også værd at bemærke at forholdet mellem Carroon og Quatermass nærmest kan læses som et forstudium til den kyniske og snæversynede Baron Frankenstein og hans eksperiment i The Curse of Frankenstein (1957). Hvor Universal i deres filmatisering af Mary Shellys roman havde valgt at fokusere på monsteret, blev centrum for Hammers Frankenstein-serie nemlig videnskabsmanden. Hammers spillefilmsversion fik yderligere actionkrydderi i form af en tempofyldt finale, hvor det lykkedes Quatermass og hans assistenter at riste bæstet ved at omlede det meste af Londons strømforsyning til Westminster Abbey, og af hovedrolleindehaveren Brian Donlevy, en Hollywood-stjerne, der skulle tiltrække et internationalt publikum. Det er bemærkelsesværdigt hvor kynisk, grov og ultra-utilitaristisk den irskfødte Brian Donlevys udlægning af Quatermass er, men der er ingen tvivl om at Donlevy, der i øvrigt skulle have været plørefuld under det meste af optagelserne, leverer en intens, skarp og hårdkogt Quatermass, om hvilken det kan argumenteres, at han nærmere hører hjemme i en film noir end et sci-fi-horror-adventure. Kneale brød sig bestemt ikke om Donlevys hårdhudede fortolkning af Quatermass, som han senere beskrev som “a brawling bully” og “a wet raincoat looking for somewhere to drip”. Reginald Tate skulle efter sigende have spillet rollen i tv-serien med kølig, og alligevel bekymret, styrke, hvilket Kneale mente lå tættere på hans idéer om Quatermass-karakteren. Resten af castet fungerer upåklageligt, og veteraner som Jack Warner (i rollen som politiinspektør Lomax, der udvikler et had/kærlighedsforhold til Quatermass), Lionel Jeffries (som bureaukraten/skeptikeren Blake), samt Gordon Jackson (særlig kendt fra serierne Upstairs, Downstairs, hvor han spillede butleren Hudson, og som Cowley i The Professionals) er nævneværdige, men det er Donlevy og Wordsworth, som stjæler showet i rollerne som henholdsvis bøddel og offer.

Quatermass’ pointe gennem hele filmen er at ofre er nødvendige i videnskabens tjeneste, og han betragter nærmere Carroon som et videnskabeligt kuriosum, der skal studeres og undersøges, end som et menneske, der har brug for omsorg og lægehjælp. En kold utilitarist, der udelukkende tror på videnskaben og individets selvopofrelse for en højere sag. Efter monsterets destruktion i filmens finale vandrer Quatermass sammenbidt ud i natten for at forberede opsendelsen af sin næste rumraket. I sidste ende er det vel en smagssag, men personligt mener jeg at Donlevys præstation er meget overbevisende (plakatfuld eller ej) og Kneales kritik måske en smule for hård. I Donlevys og Val Guests hænder er Quatermass en forbistret og pirrelig videnskabsmand, der ser sammensværgelser, bureaukrater og militær intervention allevegne.

Quatermass II

En opfølger til tv-succesen The Quatermass Experiment var uundgåelig, og denne gang havde manuskriptforfatter Kneale og producer Rudolph Cartier, der kort forinden havde adapteret George Orwells paranoiaklassiker 1984 til tv-skærmen, et større budget – 7500 pund – at gøre godt med, samt BBCs nyoprettede “Visual Effects Department” i ryggen. Alle sejl blev sat, men i stedet for at følge op på den tragiske forvandling, som blev udforsket i første serie, valgte Kneale en anderledes og mere politisk orienteret indfaldsvinkel: infiltration af regeringen og militæret af væsner fra det ydre rum – ikke ulig Finney og Heinleins førnævnte romaner.

England og verden står i Quatermass II (og i virkeligheden) på tærsklen til rumalderen, men statens pengekasse og fonde til professorens (denne gang spillet af John Robinson, der trådte til efter Reginald Tates død få uger inden optagelserne) måneraket og månebaseprojekt lukkes ned. I mellemtiden opdager Quatermass og hans ven, kaptajn John Dillon, en række nedstyrtede projektiler, der indeholder en slags gas. I nærheden af nedstyrtningsstedet opdager professoren en række kupler og en fabrik, der på papiret producerer “syntetisk mad”, men som tilsyneladende er en eksakt kopi af Quatermass’ månebaseprojekt, der nu har mistet statsstøtten. Handlingen tilspidses da Quatermass opdager at gassen påvirker og overtager menneskets nervesystem og forvandler de smittede til lydige zombier. Men hvem adlyder de? Regeringen og militæret er dybt infiltreret, og det er op til Quatermass og hans assistenter, der lige så hurtigt infiltreres, at afdække mysteriet. Invasionen stammer fra en asteroide, der er gået i kredsløb på jordens skyggeside og sender væsnerne (gassen) ned på jorden i projektilerne. Organismerne kan kun overleve i det menneskelige nervesystem eller i de enorme kupler de samles i og smelter sammen til gigantiske slimvæsner. Quatermass ophidser arbejderne i den nærliggende by til oprør, og den vrede pøbel marcherer mod fabrikken, som efterfølgende ødelægges i en eksplosion, hvorefter Quatermass og hans assistent rejser mod asteroiden, med Mark II-raketten, for at eliminere truslen. Plottet minder i høj grad om den anden store sci-fi/horror-succes i 1956, Invasion of the Body Snatchers, men manuskripterne er, ifølge David Piries bog A Heritage of Horror, skrevet samtidigt, så det er unfair at kalde den ene et rip-off af den anden. Hvilken af filmene man mest bryder sig om er naturligvis også en smagssag, men det er i hvert fald påfaldende at to manuskriptforfattere samtidig har portrætteret et samfund, der vælger at gøre oprør, da det spærres inde af et iskoldt og “fremmedgjort” politisk klima. Hos Finney er det hr. og fru forstad der griber ind i det afgørende øjeblik, og hos Kneale er det videnskabsmændene og proletariatet, der starter en opstand.

Ved sit første broadcast skilte Quatermass II publikum i to grupper: enten hadede man seriens “cosmic horror adventure”-stil eller faldt i svime over det samme. Undertegnede er ikke synderligt begejstret, selv om forlægget uden tvivl er godt skrevet og materialet rummer en dybde, der er typisk for Kneale. Serien bærer præg af at være spillet live foran kameraet og visse passager bærer præg af dårlig redigering, et til tider sløvt tempo og modvilje mod close-ups. Dog må man tage hatten af for et så ambitiøst projekt, og generelt er især set-designet og effekterne af høj kvalitet. Det bør dog lige nævnes at den sete version er fra et videobånd af så dårlig kvalitet at der måtte et halvt glas Panodiler til for at nå igennem seriens små fire timer. For at yde den fuld retfærdighed kunne det være interessant at se en nogenlunde pæn version.

Laserdisc-udgave af Quatermass II

Hammers uundgåelige spillefilmsversion Quatermass II (US-titel: Enemy From Space), igen med Val Guest ved roret, tog stilen fra The Quatermass Experiment op, og den monokrome fotografering, de dystre location shots i engelske landskaber og fabrikkens uhyggelige stålskeletter og kupler – i virkeligheden The Shell Haven Refinery i Mucking Marshes, Essex – indfangede fortrinligt den politiske paranoia og kølighed. Selv om optimisme (eller lalleglad aggressivitet) ofte præger sci-fi-genren, er filmen særpræget ved dens grå og trøstesløse skildring af det politiske klima i efterkrigstidens England. Statsinstitutionerne bliver i Kneales hænder forvandlet til et hemmelighedskræmmende bureaukrati, der giver grobund for paranoia, mistænksomhed og lyssky aktiviteter. Hammers version, som Kneale denne gang selv skrev, strammede plottet op, gjorde det mere tempofyldt, skar kraftigt i mellemdelen og holdt Quatermass jordbunden i finalen, hvor hans raket affyres som en sofistikeret atombombe mod asteroiden. Ud over et stramt manuskript og masser af stil far vi gigantiske slimmonstre, der, som et ekko af Gojira (Godzilla) (1954) og dens mange japanske sequels og imitationer, pløjer gennem bygninger, så generelt vil jeg vurdere spillefilmen til at være en betydelig forbedring i forhold til tv-serien. Donlevys Quatermass bløder også betydeligt op og mundhugges ikke konstant med sine assistenter og myndighederne, måske fordi han hele filmen virker betydeligt mere mistroisk og tilbageholden end i The Quatermass Experiment, uden dog at have mistet den hårde kerne af beslutsomhed, der definerer karakteren. Quatermass II kan desuden prale af at have nogle af seriens bedste biroller: Bryan Forbes, William Franklyn og John Longden som henholdsvis professorens assistenter Marsh og Tom Brand samt politiinspektør Lomax. Den rå, distancerede, konservative og ofte nærmest dokumentariske stil som The Quatermass Experiment besad, er fulgt endnu mere konsekvent op, og flere scener er, med deres kyniske og nøgterne registrering af begivenhederne, simpelthen råmateriale til gåsehudsoplevelser. Undertegnede glemmer i hvert fald sent det chok jeg fik, da Quatermass’ regeringskontakt Broadhead i højt dagslys kommer væltende ned fra en af kuplerne, indsmurt i sort dampende slim, døende af den kvælende og brændende ammoniak. Fremragende sci-fi i topklasse og en af genrens bedste sammensværgelsesgys.

Quatermass and the Pit

Hvor Quatermass II tv-serien forekom noget sløv i optrækket, kan man nærmest beskylde seriens tredje, og i dag mest kendte, del Quatermass and the Pit(transmitteret fra 22. december 1958 til 26. januar 1959) for det modsatte. Kneales manuskript kan beskrives som genialt og vildt fabulerende sci-fi, som propper skærmen med et hårrejsende mix af lige dele videnskabelig og okkult spekulation vævet sammen til en sindrig anti-krigsserie. Hammers senere filmversion, som blev skrinlagt i mange år og først filmet i 1967, er ofte blevet ufortjent revset og for en gangs skyld er jeg virkelig i tvivl om hvilken, jeg foretrækker. I mine øjne er begge simpelthen lige gode.

Endnu engang befinder raketforskeren Professor Bernard Quatermass (denne gang spillet af den glimrende André Morell, O’Brien i Kneale/Cartiers version af 1984) sig i en bureaukratisk klemme mellem de politikere og det militær, han hader. Quatermass’ pionerarbejde for rumfarten har ført til et grinagtigt rumprojekt, The Dead Man’s Deterrent, der skal sikre den totale udslettelse i fald Sovjet snigløber vesten med et atomangreb, og professoren hives modvilligt med ind i projektet.

Uoverensstemmelserne ender brat da Quatermass og hans modstykke Oberst Brenn (fremragende spillet af Anthony Bushell) bliver kaldt ud til en udgravning i forbindelse med en bygningskonstruktion ved Hobb’s Lane. Arkæologer, ledet af Dr. Roney (Cec Linder) og hans assistent Barbara Judd (Christine Finn) har i forbindelse med udgravningen opdaget resterne af en hidtil ukendt art af fortidsmennesker, men en større opdagelse gøres da de finder et besynderligt cylinderformet fartøj begravet dybt under Londons overflade. Hæren teoretiserer, at det drejer sig om en ikke-eksploderet V2-raket eller et andet propagandavåben fra krigens tid. Alt peger dog på, at det drejer sig om et flere millioner år gammelt fartøj, der rummer en form for lagret energi og hvis besætning har været en del af en ekspedition fra rummet, der skulle give jordvæsnernes evolution et skub. Da fartøjet pludselig viser sig at være “levende” og iværksætter latente parapsykiske kræfter og aggressivitet hos folk i området, udbryder panik i London. Quatermass, Dr. Roney og Judd, arbejder pludselig mod uret for at løse gåden om fartøjets oprindelse inden de uhyggelige manifestationer helt overskygger den menneskelige psyke, der ikke kan bære disse pludselige udladninger og genvundne evner. Det kunne se ud som om at marsboerne – der åbenbart er mere end vores naboer i rummet, de var den direkte årsag til vores evolution – for millioner af år siden har mødt en skæbne i form af ødelæggelse og krig. Og historien ser ud til at kunne gentage sig her på jorden.

Selv om en stor del af serien igen blev spillet “direkte” foran kameraet, kendetegner et usædvanligt højt tempo og et stramt fortalt okkult gys serien og der krydres passende med effektoptagelser, arkivmateriale af et brændende London samt et stærkt lyddesign og hårrejsende lydeffekter – designet af BBCs nyoprettede Radiophonic Workshop. Serien kaster en overflod af gode idéer og scener mod seeren; vores latente forestilling om Satan, den hornede dæmon, som et nedarvet ekko af marsboerne, podningen af farlige PSI-evner i menneskets genetiske arvemasse og den imponerende, nærmest dokumentariske, POV-oplevelse af “The Wild Hunt”, en gennemlevelse af de rædsler, som marsboerne gennemlevede inden de destruerede deres egen civilisation i et inferno af vold. Scenen i serien er faktisk den eneste, som er markant bedre end en tilsvarende i Hammers filmudgave.

Spillefilmsudgaven, Quatermass and the Pit (US-titel: Five Million Years to Earth) fra 1967, er stik imod den generelle kritiks konsensus en pragtfuld film, der klart står mål med de to tidligere produktioner. Den er, som kritikere også har påpeget, den mindst stringente af filmene, men dette giver til gengæld plads for masser af sprudlende idéer og visuelt imponerende tableauer, hvorfor filmen i høj grad mere er en oplevelses- end en handlingsfilm.

På overfladen er der få ændringer i Kneales manuskript i forhold til serien. Bygningsgrunden i Hobb’s Lane er flyttet til den memorable subway-location og plottet afvikles betydeligt hurtigere og med mere fokus på de centrale karakterer. Hvor forgængerne var nærmest dokumentariske i deres rå, kyniske registrering af begivenhederne, er der betydeligt mere farvelade på Hammers version, ligesom kameraet vover sig tættere på skuespillerne – hvad The Aurum Film Encyclopedia: Science Fiction, kalder: “(…) over relying on close-ups for dramatic effect.” En holdning der i øvrigt deles af kritikeren David Pirie, der også kritiserer Bernard Robinsons farverige scenografis stilede look, som han finder “plastikagtig og uvirkelig” og betegner som: “(…) cheaply glossy colour production”. Hvad måske netop er en af filmens pointer, at den med vilje er uvirkelig og lettere karikeret.

Det bør bemærkes at Quatermass and the Pit, i modsætning til de to første, der var filmet i Bray-studierne og havde masser af location-optagelser udenfor studiet, udelukkende blev filmet i et studie, i dette tilfælde MGM-studierne, hvor subwayen, de omkringliggende gader i Hobb’s Lane og Londons ødelæggelse blev opbygget i studi- et. For mig markerer filmen da også et højdepunkt blandt de britiske produktioner i sidste halvdel af 60erne og udmærker sig som en af de mest ambitiøse britiske horror/sci-fi-film overhovedet. Roy Ward Baker, en ellers noget ujævn instruktør, håndterer fint filmens sammensnørede spænding og trykkende atmosfære af ventende dommedag og de mange små manuskriptmæssige puslespilsbrikker, hvoraf de fleste langsomt falder i hak, efterhånden som gåden løses, samtidig med at sagens sammenhæng kommer faretruende tæt ind på livet af vores yndlingsprofessor.

Filmens cast er upåklageligt, Julian Glover er tilpas stiv som den forræderiske og snæversynede Oberst Brenn, men filmens rigtige fund er dens centrale trekløver: Hammer-veteranen Andrew Keir (den hidtil mest humane og sårbare Quatermass til dato), Barbara Shelly (Miss Judd) og James Donald (Dr. Roney), der sammen udgør et fremragende forskerhold, som det er en fornøjelse at følge. Keir stod i øvrigt for den voldtægtsagtige træpælsspidning af Barbara Shelly i Hammers Dracula – Prince of Darkness (1965), men hun bærer tilsyneladende ikke nag. Det gør jeg heller ikke.

Quatermass

Der skulle gå 20 år, før verden fik en fortsættelse til serien, der havde været så indflydelsesrig på genren og havde fungeret som en spejling af tidens politiske angst og debat. Kneales fjerde, og mest deprimerende, serie var ingen undtagelse, og udgjorde en krads kommentar til de hippieholdninger, der var fulgt i kølvandet af “the love generation” og ungdomsoprøret. “Science fiction with a human face” var udgangspunktet for den sidste serie i Quatermass-universet. Projektet viste sig at være for ambitiøst for BBC og blev skrinlagt, da det forventede budget (1,250,000 Pund) lå langt over hvad BBC kunne/turde håndtere. Thames Television og Euston Films producerede i stedet serien, der desværre blev broadcastet på åbningsaftenen umiddelbart efter en 75 dages strejke på ITV. På trods af en interessant åbning (de to første afsnit er særligt spændende og klassisk Kneale) fik serien ikke den store tilslutning, og luften gik ligesom ud af scenariet, der heller ikke rigtig kunne finde en stol at sætte sig på. Quatermass-serien manglede de tidligere seriers intimitet og fokus på få karakterer, men skuespillet er dog upåklageligt og en fornøjelse i alle fire afsnit.

I hvad der på overfladen ligner en postapokalyptisk sci-fi-serie foregår handlingen i et fremtidigt England præget af oprør og forfald. Bander af forbrydere – såkaldte “Badders” – udkæmper gadekampe med granater og maskinpistoler, civile er overladt til sig selv og politiet er privatiseret, så de skal bestikkes for at fungere, regeringen spenderer tonsvis af penge på et unødvendigt rumstationsprojekt i stedet for at gøre noget ved de ulidelige forhold på jorden, og horder af hjernedøde hippier trasker gennem det landlige England for at samles ved de mystiske stenkredse a la Stonehenge.

Da en mystisk lysstråle fra rummet fjerner hippierne – The Planet People – i nærheden af Ringstone Round (stedet, der plages af det uhyggelige børnerim: “Huffity, puffity, Ringstone Round, If you lose your hat it will never be found…”), og lignende fænomener foregår andre steder rundt om på jorden tager tingene fart. Den fortvivlede og nedslidte Professor Quatermass (her blændende godt spillet af Sir John Mills) forsøger sammen med den jødiske videnskabsmand Joe Kapp at løse mysteriet, inden alverdens unge velvilligt kaster sig ind i strålerne i den tro at de bliver transporteret til en anden og bedre verden, mens situationen forværres af at Quatermass leder efter sit barnebarn, der har tilsluttet sig horden af naive teenagere. Hvor strålen stammer fra ved ingen, men det teoretiseres at strålen kan “lugte” sig frem til store menneskemængder og stort set ikke er meget anderledes end en sonde, der tager prøver i en klump celler. Den fremmede intelligens er tilsyneladende så avanceret at den ikke er opmærksom på vores tilstedeværelse. Vha. et kunstigt fremstillet duftstof, der simulerer større menneskemængder, og Kapps radioteleskoper håber Quatermass og Kapp i samarbejde med hæren at kunne detonere en atombombe i strålen og derved give, hvem der end står bag sonden, et nødråb de kan forstå – som en fod, der træder på en hveps og bliver stukket.

Quatermass vil uden tvivl mest tilfredsstille hardcore fans af Quatermass-karakteren og af det fiktive rum, der omgiver denne nuancerige, vemodige og humane helteskikkelse. Hvad der især holder serien oven vande, er overbevisende (simple) special effects, godt skuespil og naturligvis Nigel Kneales glimrende manuskript, der virker endnu mere pessimistisk end hans tidligere, men som i perioder (især første halvdel af episode III: What Lies Beneath) er noget ujævn og ufokuseret. Serien er alligevel en fin godbid for horror/sci-fi-fans og placerer sig det meste af vejen hoved og skuldre over det meste af nutidens lavpandede “shoot’em up”-science fiction og “safe horror”! Der blev produceret to versioner: den fire timer lange tv-serie, samt en nedklippet (til 105 min.) eksport-biografversion, The Quatermass Conclusion som er ude på dansk video under titlen Dødstruslen fra rummet.

VHS-udgave af den sidste tv-serie

Der kan ikke et øjeblik herske tvivl om at Quatermass-serien er en monumental sci-fi-serie, der af uforklarlige årsager er blevet forbigået selv i kredse hvor den burde være standart kigning, overset af filmhistorikere, der burde vide bedre, og generelt fortjener større udbredelse end den har nydt, især herhjemme. Seriens spillefilm hører hjemme i enhver seriøs science fiction-connaisseurs samling og derfra er det oplagt at tage hul på tv-serierne – især Quatermass and the Pit. For britisk science fiction er serien en succeshistorie uden sidestykke og det kan undre, at englænderne ikke oftere har beskæftiget sig med genren, hvis film desværre alt for ofte har stået i skyggen af deres amerikanske sidestykker. Hammer fandt deres niche i horror, og deres relativt få forsøg ud i sci-fi-genren (hvis man ser bort fra Frankenstein-serien), som f.eks. Joseph Loseys helt fantastiske og urimeligt oversete These Are the Damned (1962) og Ward Barkers rumwestern Moon Zero Two (1969), var ikke de store publikumssucceser. Foruden en forholdsvis lille håndfuld af film op gennem 50erne og 60erne krøb den engelske filmbranche ganske enkelt uden om en genre, de mestrede fuldt tilfredsstillende. Genrens tilknytning til horror vidner om en industri, der ikke turde tage skridtet til den seriøse sci-fi-film fuldt ud, og selv om film som Village of the Damned (1960), These are the Damned (1962) og Scream and Scream Again (1970), er udmærkede eksempler på klassisk og seværdig sci-fi/horror, trak filmene på mytiske og arketypiske temaer oftest lånt fra horror-genren.

Det er i mine øjne synd at sci-fi oftest lægger sig i gysets skygge og ofte bliver betragtet som en slags afart af horror-genren, men tilhørsforholdet skal naturligvis ikke fornægtes. Søren Baggesen sætter i sin bog Natur/videnskab/fortælling – Om science fiction som civilisationskritik ligefrem lighed mellem de to genrer, og teoretiserer at sci-fi-genren først bliver rigtig god, når den bliver skeptisk, paranoid og angst – altså “bange”. Et interessant synspunkt, der i sig selv er en hel artikel værd, og som måske kunne belyse hvorfor den britisk-gotiske horrortradition voksede ud af science fiction-genren og Quatermass-serien.

Det sagt, så har den engelske filmindustri nærmest skabt sig en niche i koproduktioner hvilket har givet os fremragende sci-fi-film som Blade Runner (1982), 2001 – A Space Odyssey (1968) og Alien (1979), men det er også en helt anden historie.