Japansk undergangsmondo når den er bedst

Af Kristian Nordestgaard

Lejlighedsvis er de mest seværdige film dem, der er sværest at få fat på. Et eksempel på dette er Nosutoradamusu no daiyogen fra 1974, instrueret af Toshio Masuda med hjælp fra Yoshimitsu Banno og selvfølgelig løst baseret på Nostradamus’ profetier.

Vi starter i feudalismens Japan, hvor en mand bliver dødsdømt for at sprede profetierne fra den Nostradamus-bog, han er kommet i besiddelse af. Dernæst et spring til tiden omkring anden verdenskrig, hvor en af hans efterkommere ligeledes ender i problemer for at fortælle om den franske astronoms forudsigelser. Sidste spring i tid er til halvfjerdsernes Japan, hvor endnu en efterkommer har fordybet sig i den bog, der går i arv i familien.

Denne mand er en videnskabsmand ved navn Dr. Nishiyama, og resten af filmen følger vi ham og hans nærmeste familie (kone, datter og svigersøn) i tiden op til de sidste dage. Der er ikke rasende meget handling, men alligevel er filmen noget forvirrende - specielt når man ser den med mangelfulde undertekster og uden at kunne forstå et eneste ord japansk. I sidste ende tjener det lidt rodede udtryk dog til filmens fordel, for hvem kan forestille sig en velordnet, let overskuelig Dommedag?

Nishiyama er den ædle type og han prøver desperat at få sine medmennesker til at lytte til Nostradamus’ formaninger om belastningen af miljøet og faren for atomkrig, men det er nærmest umuligt for ham. Det meste af filmen er da også en slags collage over frygtelige, bizarre begivenheder - i bedste mondostil en blanding af virkelige/plausible problemstillinger (forurening, overbefolkning, en gammel tosse der er kravlet op i et træ) og aldeles urealistiske scenarier (kæmpeinsekter, børn med superkræfter) serveret som virkelighed. Alt dette sætter selvfølgelig sine spor på den hårdt pressede professor, der i løbet af filmen går fra at have en sirlig moustache til nærmest at ligne en barista med tømmermænd. I øvrigt er et af disse skrækscenarier et eksploderende atomkraftværk i Fukushima; en lokation, der ulykkeligvis sidenhen blev ramme for en netop en sådan tragedie.

Filmen er et mærkeligt miks: på den ene side har vi de velkendte japanske værdier i form af traditionalisme, nationalisme og det obligatoriske (og til lejligheden hallucinatoriske) dansenummer. På den anden side har vi den morbide fascination af den kødelige verden med alt hvad dertil hører, som vi kender den fra for eksempel den lidt senere Cannibal Holocaust. Hvorvidt det hele er et ukristeligt rod eller går op i en højere enhed må næsten være en smagssag. Jeg hælder til det sidste.

Absolut værd at fremhæve er soundtracket af Isao Tomita, der er et af de bedste undertegnede har hørt. Tomita er internationalt mest kendt for sine elektroniske fortolkninger af klassisk musik, men han kan afgjort stå på egne ben som selvstændig komponist. Jeg indrømmer blankt at have haft dette soundtrack nærmest på instant repeat i ugerne efter at have set filmen.

Men hvad var det for noget med, at filmen er svær at få fat på? Det skyldes at en pressionsgruppe mod atomvåben tog anstød af to scener, hvor atom-mutanter vises i et alt andet end flatterende lys; henholdsvis som kannibaler på Ny Guinea og som stumme, rottespisende misfostre i et ikke nærmere defineret postnukleart ørkenlandskab. Toho lod sig påvirke af dette, på trods af at filmen tjente masser af penge ind, og derfor blev filmen først klippet ned af flere omgange (den topsjældne danske VHS Verdens sidste dag fra Panorama er den såkaldte internationale version på 88 minutter, altså med næsten en halv time skåret væk og engelsk dub) og sidenhen trukket tilbage. Den eneste uklippede version lader sig derfor kun finde på det såkaldte grå marked; ifølge legenden som et resultat af at en medarbejder på Toho stjal (!) en kopi, da selskabet var lige ved at udgive filmen i fuld længde midt i firserne. Den version, der verserer digitalt, er efter alt at dømme mindst fjerde-femte generation, men ikke desto mindre er det klart en film, det er værd at bruge et par timer på.

– 2016

Der rettes stor tak til filminstruktøren Jules L. Carrozza hvis ekspertise indenfor asiatiske film har været til stor hjælp i forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel. Også tak til Line Mandøe Nielsen for korrektur.